Tiden er udløbet
det er på tide
at du vågner op og fornyer
dit abonnement
det bliver tusind euro
og så har du betalt
helt frem
til år tretusinde
sidst du betalte
var det med sølvdenarer
så tiderne skifter kammerat
men det er kun former
møntformer
for nu bliver vi romere igen
kolossen rejser sig
af støvet
stålunion bronzeunion
sølvunion guldunion
diamantunion uranunion
så kan det ikke blive større
otteogtyve riger
i een stor stridsvogn
med berigede aksler
gennem kolossale hjul
der tordner over stepper
mod sydøstlige sletter
i en endeløs
​lerfodsrus
af sultne dollarløver
der flænser grænser
og cæsar genfødes til endnu
et spil matador med
holger danske og harald bluetooth
der lammet af jernbyrd
mister to hoteller
på gammel kongevej
mens guldkalven fortsætter
østpå og østpå og østpå
for til sidst at hamre hovedet
op i røven på sig selv